På vej mod europas forenede stater

Med regelmæssige mellemrum kan man på facebook og andre steder på nettet støde på opfordringer til at skrive under på modstand mod EUs nyeste tiltag. Der kan være tale om et totalt forbud mod visse former for naturmedicin for eksempel, om total kontrol af, hvilke frø, vi må købe. Eller noget helt tredje.  Denne kronik er ikke skrevet for at ødelægge nogens sommer-humør (dette skrives i juni 2013),men for at give den historiske baggrund for, at EU tilsyneladende hele tiden prøver at smugle ting igennem, som ikke har befolkningernes opbakning - og som vi tilsyneladende ikke at har skullet tage stilling til, før vi hører om, hvad EU "har tænkt sig".

Af Lars Thor Smith, Juni 2013

I den forbindelse kan det være gavnligt  at se nærmere på udviklingen her i verden, al den stund, at den ikke altid føregår tilfældigt, men faktisk virkelig ofte er resultat af bevidst styring. Hvis man for eksempel  tror, der ikke i lang tid er blevet arbejdet på en europæisk superstat, så må man tro om igen. Det har været tilstræbt længe, i 60 år. Mindst ! Af kræfter, som ikke er ubetydelige og med midler, som ind imellem er kompromisløse, selv om de pænt giver os sandheden i de doser, de mener vi kan tåle.

Umiddelbart kan man tro, at det begyndte efter 2. verdenskrig - en udtalelse af Winston Churchill er i hvert fald værd at lægge mærke til, for Churchill var en af insiderne i engelsk politik og vist mere end klar over, at der ville komme en 2. verdenskrig, måske som resultat af hans kollegers (Chamberlain og lignendes) naivitet ? Churchill holdt den 14. maj 1947  en tale i London, hvor han plæderede for "skabelsen af en autoritativ suveræn verdensorden".Og han mente, at et forenet Europa var vejen dertil:

"Uden et Forenet  Europa er der ingen sikkerhed for en verdensregering. Det er den tiltrængte og uundgåelige vej til realisering af dette ideal. "

Sagde Churchill altså i 1947. Og da Baron Robert Rotschild, som i to år i egenskab af Chef de Cabinet forberedte Rom-traktaten som medlem af en såkaldt forberedelseskomite sammen med den belgiske politiker og præsident for Stål- og Kulunionen, Paul Henri Charles Spaak, kort tid inden underskrivelsen af denne traktat på Capitol Højen i Rom stod og nød udsigten over Forum Romanum sammen med Spaak, skal han have hørt denne udtale  de forunderlige ord:

"Jeg tror, vi har genskabt Det romerske Imperium uden at have løsnet et eneste skud".

Men går vi endnu længere tilbage end til den såkaldte efterkrigstid,  tilbage til mine-magnaten Cecil Rhodes, der blev rig på guldminerne i Sydafrika og den radikale journalist, William Thomas Stead, der både var social fritænker, ærkeimperialist og okkultist og søgte råd i den åndelige verden,går vi tilbage til slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20., så finder vi et endnu tidligere udtryk for et ønske om at lade Det hellige Romerske Rige genopstå. Rhodes og Stead, som førøvrigt skrev en bog med titlen "Europas Forenede Stater", følte sig ganske beslægtede, forbundet i det synspunkt, at de engelsk-amerikanske folkeslag er de nye romere og derfor forudbestemt til at lede verden. I et brev til Rhodes deler Stead sin følelse af slægsskab mellem de to herrer - og siger, at han føler,  at genopbyggelsen af "Guds By"  sådan som den blev grundlagt af det 9. århundredes middelalder-kirke, må være idealet. Dette Imperium Romanum Sacrum var intet andet end en videreførelse af Romerriget, der er med andre ord ikke tale om et kristent samfundsideal, det handler om magt og geo-strategi.

Den europæiske Stål- og Kulunion- ESCC-  stiftes 1950-51 med den såkaldte Paris-traktat. Det var en overnational organisation mellem 6 europæiske nationer og havde til hensigt at bevare freden efter 2. verdenskrig ved handelssamarbejde , især freden mellem Frankrig og Tyskland.

i 1957 stiftes så med Rom-traktaten det egentlig European Economic Community (EEC), det vi kendte herhjemme som Fællesmarkedet, og som DK tiltrådte i 1973.

I 1965 ratificeres Bruxelles-traktaten, der sammensmelter den tidligere Stål- og Kulunion med Det europæiske Atomenergi Marked og Fællesmarkedet (EEC) til én institutionel enhed.

I 1973 tiltræder Danmark, Storbritannien og Irland samarbejdet.

I 1979 finder de første direkte valg til Europa Parlamentet sted

I 1981 optages Grækenland

I 1985 vedtages Schengen-samarbejdet, altså de åbne handelsgrænser

I 1986 optages Spanien og Portugal

I årene 1991-93 gennemføres Maastricht-traktaten - Den Europæiske Union er født - Danmark tiltræder den efter to folkafstemninger, den sidste den 18, maj 1993-efter at have stemt nej i den første afstemning. Ja´et i den sidste folkeafstemning forårsager voldsomme uroligheder på Nørrebro, hvor dansk politi for første gang i fredstid skyder på demonstranter.

I 1995 tiltræder østrig, Sverige og Finland Unionen.

I 1998 opnåes enighed om den fælles valuta, Euro´en, som i 2002 erstatter  den nationale valuta hos 12 Unions-medlemmer.

2004 - ti nye medlemmer fra det tidligere østeuropa optages - vi kan sikkert huske, hvor aktiv vor egen Anders Fogh-Rasmussen var i de forhandlinger. Samtidig underskrives Den europæiske Konstitution af de nu 25 medlemslande, hvoraf senere 18 ratificerer den, to, nemlig Spanien og Luxembourg, igennem folkeafstemninger - . til stor forbløffelse for alle afviser de franske og hollandske befolkninger Konstitutionen i folkeafstemninger i 2005.

I 2007 optages Rumænien og Bulgarien.

Da det blev et nej i afstemningerne i 2005, gik hele processen i stå. EUs ledende folk er ikke indforstået med at skulle finde andre løsninger, når de afstemninger, de har udskrevet som et beroligelsesritual for befolkningerne, får en anden udgang end den, de ønsker.  Så  den planlagte afstemning i Irland blev udskudt på ubestemt tid. En meningsmåling i Irland samme år havde nemlig vist, at 35 procent ville stemme nej og 30 procent ja. Mens 35 procent var usikre. Og så havde man altså brug for tid til at gøre de usikre sikre, for at sige det lidt groft. Denne afstemning var planlagt til at finde sted i 2005 eller året efter. Mens folkeafstemninger i Danmark, Polen, Porugal og Storbritannien blev udskudt, så blev afstemningerne i Tjekkiet og altså Irland helt aflyst. I Spanien blev det et overvældende flertal for et ja, med 77 procent til ja-siden, med dog kun deltagelse af 42 procent af de stemmeberettigede.Spørgsmålet er, hvad spanierne synes idag ?

Faktisk havde Irland allerede i 2004 underskrevet EUs konstitutions-traktat. Problemet er bare, at hvis store traktat-forslag fra EU skal vedtages, så kræver det en ændring i Irlands konstitution, som foreskriver i hvilket omfang Irlands nationale lovgivning kan overrules af f.eks. EU. Og sådanne ændringer kræver en folkeafstemning. Ups, hvad gør man så....

I det irske parlament var der nogenlunde opbakning - både regeringspartier, Fianna Fáil og de Progressive Demokrater var for et ja. Det største oppositionsparti, Fine Gael, var også for et ja, mens Arbejder Partiet var splittet, selv om flertallet dog var for et ja. . De socialistiske venstre-partier gik ind for et nej og Det grønne Parti var splittet.

Konstitutionsforhandlingerne blev, som nogen måske husker, droppet helt i 2007. Man besluttede at gå en ny vej - det var tydeligt, at de europæiske befolkninger ville stemme nej til et direkte forslag om indførelse af en konstitution til Europas Forenede Stater. Rådet blev enig om en ny traktat til at erstatte den afviste konstitution. Den tekst, der blev vedtaget 18. og 19. oktober, ville ikke erstatte gældende traktater, men indeholdt mange af de planlagte ændringer fra Konstitutionen.

Så kom altså  Lisabon-traktaten, som blev underskrevet 13.december 2007. .Om jeg så må sige til ære for de befolkninger, f.-eks. Irlands, som havde afvist konstitutionen.  Ja kom og kom. Også den skulle - ligesom Konstitutionen - godkendes ved en folkeafstemning i Irland - da den indebar en ændring af Irlands konstitution.

Og ved den første afstemning, den 12.juni 2008,  blev den afvist med et flertal imod på godt 53 ¨procent i forhold til ja-sigernes godt 46 procent, med en stemmedeltagelse på 53 procent.   I oktober blev det- efter devisen, som vi også så i Danmark i forbíndelse med Maastricht-traktaten (" stemmer befolkningen det forkerte, så prøver vi igen, indtil vi får det rigtige resultat") - til et ja. 67.1 procent stemte ja til Lisabon-traktaten mod knap 33 procent imod.  Forinden  havde man gødet jordbunden for et ja ved hjælp af en kampagne understøttet af godt 2.4 milliarder Euro fra EU-fonde , bestående af en massiv mediedækning , hvor man dels pressede irerne på pengepungen, dels besluttede ikke at give ja- og nej-tilhængerne  lige megen taletid i medierne, men simpelt hen blot at give PARTIERNE lige megen taletid. Og da socialisterne Sinn Fein  var det eneste parti, hvis flertal  gik ind for et nej, så kan man sikkert forestille sig, hvordan sol og vind blev delt ved den anledning.

Før Lisabon-traktaten blev underskrevet havde den tidligere franske præsident, Valery Giscard D´Estaing en artikel i avisen Le Monde. Der kunne man blandt andet læse følgende (artiklen kom i en engelsk version i avisen The Independent med overskriften "EU-traktaten er identisk med Konstitutionen"):

"Lisabon-traktaten er et katalog over ændringer. Den er uigennemskuelig for offentligheden. Med hensyn til indhold, er de foreslåede institutionelle reformer alle at finde i Konstitutionen.  De er bare blevet ordnet anderledes og splittet op imellem tidligere traktater. "

Anti-Lisabon-traktat-kampagneledere Ganley og McKenna citerede Giscard sådan:

"Den offentlige mening bliver, uden at vide det, ført til at godtage de forslag, vi ikke tør præsentere for dem direkte....alle de tidligere forslag (altså fra Konstitutionen) vil være at finde i den ny tekst, men vil være skjulte og maskerede på forskellig måde."
Til den irske avis, Irish Times, besværede Giscard sig over, at citatet skulle have lydt som følger, hvad man kan undre sig over, da indholdet stort set er det samme:
"Den sidste genistreg er at bevare del af nyskabelserne fra den konstitutionelle traktat, men skjule dem ved at sprede dem ud i flere forskellige tekster. De mest originale forslag ville simpelt hen bestå i ændringer af Maastricht- og Nice-traktaterne. De tekniske forbedringer ville blive omgrupperet i en farveløs, harmløs traktat. Disse tekster ville blive sendt til de nationale parlamenter, som ville stemme om dem separat. Således ville den offentlige mening, uden at vide det, blive ført til at antage de ting, vi ikke tør præsentere direkte. ...Denne proces, der består i at "dele op for at kunne ratificere" er ganske sikkert uværdig i forhold til den udfordring, vi står over for. Den er måske en god tryllekunstner værdig. Men den vil blot bekræfte Europas borgere i den ide, at Europas Konstitution bliver organiseret af advokater og diplomater bag ryggen af befolkningen.  "
D'Estaing skrev videre, at forskellen mellem Lisabon-traktaten og Konstitutionen mere bestod i tilgangen til emnet end i indhold. Lisabon-traktaten, som da den var underskrevet førøvrigt blev kørt til Rom for at blive opbevaret der,  er, sagde han, værktøjskassen til at indføre mange af de ting, der var indeholdt i Konstitutionen.
Men hvad med finanskrisen, der som bekendt for alvor begyndte i 2008 ? I  april 2011, i anledning af det 60.års jubilæum for Kul- og Stålunionen blev også en af initiativtagerne fejret, nemlig den franske økonomiske ekspert og diplomat Jean Monnet, der af mange bliver kaldt for "Europas Fader". Monnet var en af de ledende kræfter med henblik på at svække Tysklands selvstændighed efter krigen og skabe et europæisk samarbejde, med rod i transatlantisk tænkemåde. I et brev til en ven beskriver han fremgangsmåden på vejen mod et stadig tættere økonomisk og politisk samarbejde i Europa, hvor skridtene til øget politisk union hele tiden vil blive taget, ét efter ét, så det ikke virker for påfaldende -indtil der ikke længere er nogen vej tilbage. Det er vist det, vi på dansk kalder for luskebuks-strategi.
Den estimerede britiske historiker Niall Ferguson, der er én af insiderne i det internationale jet-set, er kommet med en interessant udtalelse. I en artikel i the Sunday Times, den 20.maj 2012, skrev han, under overskriften "Ên nation (under Tysklands ledelse)",  følgende:
"Jeg tror, det er værd at tage i betragtning, at arkitekterne til den monetære union hele tiden vidste, at det ville føre til en krise, og at krisen ville føre til en føderal løsning (altså Europas Forenede Stater, min anm.). Jeg er ikke helt sikkert på, i hvor høj grad det blev sagt direkte, men det var underforstået.Man kan faktisk sige, det var designet til at skabe en krise."
Man kan næppe fortænke de politikere og embedsmænd, der trækker i trådene med henblik på udviklingen i Europa i, at de ikke siger tingene ligeud. Erfaringen viser, at  hvis ikke man kan indføre tingene ved at præsentere dem direkte for folk, fordi folk så ville sige nej, så må de "smugles ind", for eksempel ved hjælp af en lovgivningsmæssig jungle, der er så omfattende, at den bliver uoverskuelig for selv den mest velmenende politker (Unionens samlede lovgrundlag skønnes at være på 170.000 trykte sider.)
Så hvis nogen undrer sig over, at vi med mellemrum skal til at skrive under for at gøre modstand mod EUs nyeste påhit,hvor noget forsøges sneget "ind ad bagdøren",  så har det altså sin årsag. Ofte  har vore egne parlamenter muligvis allerede godkendt disse ting- nemlig som de står i Lisabon-traktaten uden at vi (eller de selv?) er bevidste om det.  Uden at ville lege konspirationsteoretiker, så mener jeg man kan sige, at ledende politikere og embedsmænd i EU allerede har besluttet sig til, hvorhen toget skal køre. Vi skal have den superstat.

Engang var Unionen stendød, som en dansk statsminister  sagde. Den kom selvfølgelig alligevel, og Europas Forenede Stater, med en egen konstitution og grundlov og præsident kommer også.  Spørgsmålet er igen - hvis vi for eksempel regner med syvårsperioder - hvornår skal vi forvente den ? Ja, hvis tingene var gået som planlagt, så var den blevet indført allerede i i 2005. Det blev så - på grund af befolkningernes inerti - udskudt til 2008, hvor den kom i en "sminket" version.. Så mon ikke vi kan regne med årene 2012-2015 som de virkeligt afgørende i bestræbelserne på den endelige sammensmedning af Europa til en politisk og økonomisk enhed ? Det kan for eksempel ske på den måde, at truslen mod Euro-samarbejdet vil blive fremstillet som lig med truslen mod det europæiske samarbejde som sådan - og det vil tvinge medlemsstater til afgørende ændringer i deres grundlov. Spørgsmålet vil lyde: Euro eller kaos ? Hvormange mon så vil vælge det sidste ?

Sådanne ting synes jeg, det er vigtigt at vide, hvis man har tænkt sig at gøre modstand.

Lars Thor Smith, f.1962, freelanceforfatter og astrolog, bestyrelsessuppleant i Visionspartiet, tysk sprogdiplom 1981, har studeret klassisk musik i København.